|
 |


Stridsøkse fra Lønt
En samler fra Haderslev, der ønsker at være anonym, har indsendt disse billeder af en flot 17 cm lang økse som er fundet på en mark ved Lønt i Starup for en del år siden. Hun spørger om vi kan sige noget om den.
Tak for de tydelige billeder. Din økse er en stridsøkse. Lige netop denne type er der fundet nogle stykker af i Lønt og langs fjorden. Det er en jysk enkeltgravsøkse. Vi kalder den type Glob H(2b). Den er karakteristisk ved at den har konkav forside. Denne type er fundet i et antal på godt 250 og regnes for østlig orienteret. Der er fundet tilsvarende økser spredt i Jylland og foruden ved Haderslev fjord, er der også fund af denne type ved bla. Mariager- og Randers- fjorde. Enkeltgravskulturen daterer sig til ca. 2400 f. Kr.
Din økse er fra den tidlige til mellemste periode af Enkeltgravskulturen. I denne periode var økserne stadig flotte med former og udsvej. Senere bliver de lidt mere kedelige og knap så spektakulære at se på. Der er også i valget af stenen gjort lidt extra ud af din økse. Oftest er enkeltgravsøkser lavet i en beige eller brunlig sandsten. Denne økse er lavet i en speciel sten –Grøn Basalt. Det er en sjælden stenart som oprindelig stammer fra Oslo. Sten herfra er i istiden blevet ført hertil med isen . Denne sten er meget hård og tung, så det har krævet extra arbejde at bearbejde den. I oldtiden har stridsøksen været et kostbart statussymbol, de blev lagt i graven sammen med den døde. Når man finder en sådan økse på marken, vil det derfor være en god ide, at kontakte sit museum. Det kan dreje sig om en såkaldt overpløjet gravhøj, som ikke er registreret, og hvor ploven så gennem årene har arbejdet sig ned til graven. Der kan måske være rester tilbage, som er ved at blive ødelagt. En stridsøkse skal ikke ligge mange sæsoner på marken før den er ødelagt af frosten og ploven.
De fleste af de stridsøkser man kender er gravet frem af kæmpehøje for 150-100 år siden. Det var tit den lokale apoteker eller præst der interesserede sig for hvad mulden gemte. Dengang foregik det på denne måde. I dag er det naturligvis ikke tilladt for privatpersoner at grave i høje og fredede fortidsminder. Det må man overlade til museet. Men der er mange høje rundt omkring. En del af dem er i dag kun små ukendte buler i landskabet, ofte kan de kun erkendes ved at der er en del rester af sten eller der kan ses en plet på jorden hvis man overflyver marken.

Læs mere om fortidsminder og grave. Museumsinspektør Tenna R. Kristensen har taget nogle flotte billeder her.
Du kan læse om de forskellige typer af enkeltgravs stridsøkser i P.V. Globs ”Studier over DEN JYSKE ENKELTGRAVSKULTUR” særudgave 1945.
Tillykke med den fine stridsøkse.
Tom Holck/museumsassistent.
|
|
 |
|